Ordet botanik kommer af græsk botáne = "urt" eller "plante". Botanikken beskæftiger sig med studiet af planterne, og det gør den til en væsentlig del af biologien. Derudover har den adskillige træk, som knytter den til de andre grene af naturlæren.
Den botaniske videnskab blev grundlagt allerede i antikken, og den var længe knyttet til lægekunsten, fordi studiet af planterne først og fremmest var motiveret af en søgen efter deres medicinske eller magiske egenskaber. Derfor samlede man sig mest om at klassificere planterne, at systematisere dem. I løbet af det 20. århundrede blev botanikken efterhånden udspaltet i en række specialer, som spænder fra plantefysiologi via genetik og plantesociologi til planteøkologi.
Se også artiklen om botanikkens specialer.
En botanisk have er et museum med udstillinger af levende planter, som er ordnet efter forskellige principper. Beholdningen omfatter træer, buske, lianer, stauder og andre urteagtige planter. Samlinger, der udelukkende rummer skovtræer og -buske kaldes et arboret, mens samlinger af frugtbærende planter hedder et pomet.
Tidligere svarede systematikken i haverne til en "frimærkesamling": Man måtte have ét eksemplar af alle de arter, som man nu engang samlede på. Senere er man gået over til at stille planterne op efter andre principper. De kan være placeret efter deres geografiske oprindelsessted, efter den botaniske systematik eller efter deres naturlige, dvs. økologiske sammenhæng.
De botaniske haver henvender sig i første række til lærere og studerende ved de botaniske institutter på de forskellige unversiteter, men efterhånden opstår der en skare af interesserede amatører: plantesamlere, naturelskere, medlemmer af botaniske foreninger osv. Endelig kan gruppen af brugere udvides med haveejere, som søger inspiration, og folk, der blot går en tur for at nyde den botaniske have som en park.
Europas ældste (1545), men endnu bevarede, botaniske have findes i Padova i Norditalien.
